Esoterisk kosmologi
"Parabrahman er uden attributter, hinsides eksistens og ikke-eksistens, hinsides tid og rum."
– The Secret Doctrine, Vol. I
“Guddommen anses som en kosmisk helhed, hvor alt liv er forbundet, og hvor hvert menneske er et udtryk for det guddommelige i udvikling.”
- Lysetsvej
De tre læresætninger
Ifølge H.P. Blavatskys - Den Hemmelige Lære og Alice A. Baileys - En afhandling om kosmisk ild − er kosmologien beskrevet ud fra 3 fundamentale læresætninger:
1. Læresætning
Når man kigger op på stjernehimlen, ser man kun den fysiske del af universet, men bag dette findes der ét grænseløst, uforanderligt princip – en absolut virkelighed – som går forud for al manifesteret eksistens. Dette er Parabrahman, Det Absolutte, Den som intet kan sige om. Alt stammer fra Parabrahman, alt udspringer herfra “
Alle sjæle er ét”
2. Læresætning
Periodicitetsloven er en grundlæggende naturlov eller princip i esoterisk visdom, særligt i teosofien. Den beskriver livets rytmiske, cykliske natur, som gælder på alle niveauer: kosmisk, planetarisk, menneskeligt og atomart. Den kommer til udtryk som en veksel mellem liv og død, nat og dag, ebbe og flod, søvn og vågentilstand, åndedrag, inkarnationer, den gælder overalt i naturen: i årstiderne, i døgnets skiften, i sjælens rejse og i hele universets rytme.
"As above, so below; as below, so above."
– fra Tabula Smaragdina, tilskrevet Hermes Trismegistus også kendt som den egyptiske visdomsgud Thoth
3. Læresætning
Alle levende enheder – selv de mindste – må gennemgå en rejse gennem forskellige livsformer, fra det helt enkle til det mere komplekse. Denne tvungne pilgrimsfærd gennem naturrigerne fører til en øget bevidsthed og selvbevidsthed for hvert trin af rejsen. Denne rejse foregår ikke i én livstid, men i mange gentagelser og cyklusser – derfor fødes vi igen og igen i nye former. Det kalder man genfødsel eller reinkarnation. Denne rytme – med liv, død og genfødsel – følger periodicitetsloven.
Disse tre læresætninger danner grundlaget for den esoteriske forståelse af livets oprindelse, mening og mål. Jeg vil nedenfor
Parabrahman – Det Absolutte
Parabrahman, som oversættes til "Den Højeste Brahman," er et centralt begreb i hinduistisk filosofi, især i Advaita Vedanta. Det refererer til den ultimative, ubeskrivelige virkelighed, der ligger ud over alt andet, inklusive guddomme. Parabrahman er formløst, ubeskriveligt og overgår alle menneskelige forestillinger og definitioner.
Her er nogle nøgleaspekter af Parabrahman:
Ikke en skaber, ikke en gud i traditionel forstand – men kilden til alt.
Parabrahman er det absolutte, den ultimative virkelighed, som er tilstedeværelsen og grundlaget for alt.
Parabrahman er formløs og kan ikke beskrives med menneskelige ord eller begreber. Er hinsides al manifestation – hverken værende eller ikke-værende.
Parabrahman er ikke en guddom, men snarere den ultimative, ubeskrivelige virkelighed, som alle guddomme og manifestationer udspringer fra.
Parabrahman svarer nogenlunde til "Det Ene Liv", "Den Store Stilhed" eller "Det Absolutte" i senere esoterisk visdom.
Også kendt som Den som intet kan siges om
Det Umanifesterede Logos – Den Første Logos
Den første udstrømning fra Parabrahman er første Logos. Den Første Logos er ikke aktivt skabende, men repræsenterer den første, subtile refleks af bevidsthed – en guddommelig idé eller intention, der endnu hviler i sig selv. Det er den oprindelige vilje, den første impuls, som endnu ikke er sat i bevægelse. I teosofien beskrives dette som vilje i hvilende tilstand – en iboende mulighed, hvor alt fremtidigt liv allerede er indeholdt som potentiale.
Nogle traditioner kalder det "Logos uden lyd" – fordi der endnu ikke er udtryk, form eller bevægelse. Det er det stille "jeg er", før der er nogen, der er. I denne forstand er det ikke et væsen, men et kosmisk princip – den første udstrømning fra det ubeskrivelige Parabrahman.
Første Logos forbindes med den 1. stråle – vilje og kraft – og betegnes som Faderen, mens den Anden og Tredje Logos henholdsvis kaldes Moderen og Sønnen. Sammen danner de en treenighed, hvor Første Logos udgør selve grundlaget for al senere manifestation.
Første Logos er idéen bag skabelsen, selve den guddommelige vilje – men endnu uden retning, form eller bevægelse. Det er som flammen i et lys, der endnu ikke er tændt, men som bærer hele muligheden for lys i sig.
Den Anden Logos – Den Universelle Sjæl
Efter den første udstrømning fra det ubeskrivelige – Parabrahman – opstår Den Første Logos som en hvilende vilje eller idé. Når denne idé begynder at bevæge sig og søger at udtrykke sig, fremkommer Den Anden Logos – et kosmisk princip, der repræsenterer bevidsthed, kærlighed og livets iboende enhed.
Den Anden Logos kaldes også Den Universelle Sjæl, og den er grundlaget for al følt forbundethed i universet. Hvor Første Logos var vilje og hensigt uden bevægelse, er Anden Logos den strøm af kærlighed og visdom, der begynder at udtrykke sig som åndeligt liv i form. Det er her, at dualitet – ånd og stof, indre og ydre – begynder at kunne erkendes, men stadig i en høj, subtil enhedstilstand.
I den esoteriske tradition forbindes Anden Logos med den 2. stråle – kærlighed-visdom – og symboliseres ofte som Moderen eller som det hjerte, der holder skabelsens strøm sammen. Det er denne Logos, der udgør sjælens plan, det bevidste liv, der binder universet sammen og gør det muligt for individualitet og form at opstå i harmoni.
Den Anden Logos står også som forbindelsesled mellem det guddommelige og det manifesterede: Det er broen mellem idé og virkelighed – mellem ren vilje og konkret skabelse. Her begynder åndeligt lys og kærlighed at strømme ned i de verdener, hvor liv senere vil tage form.
Den Tredje Logos – Skabende Intelligens
Når den guddommelige idé (Første Logos) har tændt kærlighedens og visdommens strøm (Anden Logos), træder en ny kraft frem: Den Tredje Logos – den aktive, intelligente skaber.
Den Tredje Logos er den kosmiske intelligens, der konkret former, strukturerer og manifesterer det, der tidligere kun eksisterede som idé og intention. Her begynder det guddommelige liv at tage skikkelse – først som arketyper, senere som verdener, former og love. Det er skaberkraften, der gør det usynlige synligt.
Den Tredje Logos forbindes med den 3. stråle, som er den skabende intelligens, og kaldes ofte Sønnen i den kosmiske treenighed – hvor Faderen (1. Logos) er vilje, Moderen (2. Logos) er kærlighed, og Sønnen (3. Logos) er intelligens og aktivt udtryk. Det er her, ånd begynder at virke i stof, og hvor formverdenens love og strukturer bliver til. På dette niveau begynder manifestationen – med verdener, systemer, tid, rum og udviklingens love.
Tredje Logos er derfor ikke blot aktiv intelligens, men også arkitekten bag hele den evolutionære proces. Det er Logos som skaber, opretholder og differentierer alt liv i henhold til kosmiske love.
“Disse tre aspekter svarer til den hellige treenighed og udgør hele grundlaget for manifestation, liv og udvikling i universet.”
Den Kosmiske Logos – Skaberen af en galakse
Når den guddommelige treenighed – Første, Anden og Tredje Logos – har udstrålet deres kraft, begynder disse energier at differentieres og konkretiseres i større kosmiske enheder. På dette niveau opstår Den Kosmiske Logos, en mægtig væren, som fungerer som den skabende intelligens bag en hel galakse.
Den Kosmiske Logos er ansvarlig for, at en galakse – med sine milliarder af stjerner og solsystemer – formes, opretholdes og gennemgår en evolutionær proces. Den fungerer som en guddommelig intelligens på galaktisk plan, der både er ét med det guddommelige og samtidig en individuel kosmisk entitet med sin egen bevidsthed og formål.
Denne Logos opererer stadig på et ufatteligt højt niveau af eksistens, men er langt mere manifesteret end de tre oprindelige Logoi. Herfra udgår syv store solånder – også kaldet Solar Logoi – som hver især styrer deres eget solsystem.
Solens Logos – Sjælen i et solsystem
Ud fra Den Kosmiske Logos’ vældige bevidsthed udspringer 7 individuelle Solar Logoi – hver af disse er en mægtig væren, der gennemstrømmer og leder et helt solsystem. Vores egen Sol er udtryk for en sådan Solar Logos – en bevidsthed, der fungerer som sjæl, intelligens og styrende vilje bag hele vores solsystem.
Solar Logos er ikke blot selve sollegemet, men en guddommelig intelligens, der inkarnerer gennem solen og strømmer sin energi ud i alle planeter og former i systemet. Det er Solar Logos, der samordner og opretholder alle evolutionære processer i sit domæne – fra det mindste atom til de højeste åndelige bevidstheder. Alt i solsystemet, inkl. mennesker, planeter, mestre og devaer, lever og udvikler sig I esoterisk visdom siges det, at alle levende væsener i solsystemet – inklusive menneskeheden – er en del af Solar Logos’ krop, energi og bevidsthed. Vores egen udvikling er tæt knyttet til den plan og rytme, som denne mægtige logos fører ud i livet.
Den Planetariske Logos – Sjælen og styrken bag en planet
Hver planet i et solsystem ledes af en mægtig væren kaldet en Planetarisk Logos – en kosmisk intelligens, der oplever, inkarnerer i og styrer livets udvikling på en planet. Ligesom Solar Logos er sjælen i et solsystem, er Planetarisk Logos sjælen i en planet.
For Jorden er det denne væren, der i esoterisk visdom ofte identificeres med Sanat Kumara – også kaldet ”Den gamle af dage”, ”Verdens Herre” eller ”Fader Himmel”. Sanat Kumara kom fra Venus i begyndelsen af den menneskelige udvikling og repræsenterer Planetlogos’ personlighedsaspekt, som i samarbejde med Jordens sjæl og ånd leder den planetariske evolution.
Planetlogos arbejder gennem:
Naturens intelligens og rytmer
Menneskehedens kollektive udvikling
Hierarkiet af mestre, devaer og engle
Planeter og centre i Jordens æteriske legeme
Den Planetariske Logos opererer gennem et levende netværk af bevidstheder, kendt som det åndelige hierarki, og fører den guddommelige plan ud i praksis. Hvert menneskes indre udvikling – fra personlighed til sjæl og videre til ånd – er et lille trin i denne store evolution.
Det Åndelige Hierarki – Mestre, Engle og Devaer
Under den mægtige bevidsthed, der udgør Planetarisk Logos, virker et levende netværk af højt udviklede væsener, som tilsammen kaldes Det Åndelige Hierarki. Dette hierarki udgør broen mellem det guddommelige og menneskelige, og det er gennem disse væsener, at Guds plan på Jorden konkret realiseres.
Hierarkiet rummer:
Mestre (også kaldet Opstegne Mestre eller Mestrene for Visdom og Medfølelse)
Devaer (intelligente naturriger, fx engle og elementale kræfter)
Engle og ærkeengle, som leder energetiske strømme og beskytter evolutionens vej
Højt indviede disciple og tjenere, som arbejder i verden
Disse væsener:
Inspirerer menneskehedens åndelige udvikling
Beskytter planetens hellige formål
Tjener som lærere, vejledere og vogtere
Er organiseret i grader og stråler, der svarer til bestemte funktioner og kvaliteter
Menneskeheden – Sjælens udviklingsvej på Jorden
Mennesket står i esoterisk visdom som broen mellem ånd og stof. Vi er hverken kun dyr eller kun guddommelige – men sjæle i udvikling, midt i en lang pilgrimsrejse gennem mange liv og erfaringer. Mennesket er derfor både skabning og skaber, både den der lærer og den, der til sidst bliver én med det guddommelige.
Menneskehedens rolle er at:
Udvikle bevidsthed og kærlighed i stof
Opnå sjælskontakt og tjeneste
Blive aktive medarbejdere i den guddommelige plan
Gennemgå indvielser og dermed træde ind i det åndelige hierarki
I denne evolutionære spiral spiller menneskeheden en afgørende rolle. Vi er det rige, hvor selvbevidsthed fødes, og hvor fri vilje og ansvar for første gang optræder. Vi bliver dermed medskabere – og til sidst mestre – af det guddommelige i form.
Fra det ubeskrivelige til det personlige
Hele denne struktur – fra Parabrahman til mennesket – viser en nedadgående strøm af liv og bevidsthed. Men menneskets rejse handler også om at vende tilbage, om at stige op gennem erkendelse, kærlighed og visdom til enhed med det hele.